Lidegaard Revision & rådgivning
- Din naturlige økonomiske rådgiver

Betalinger via mobil

Modtagelse og betalinger via mobil er smart, men ikke uden udfordringer – nogle af dem alvorlige.

Betale

Når man som virksomhed betaler via mobilen, får man ikke nødvendigvis en kvittering. Der er visse virksomheder og banker som har automatiseret kvitteringer (fx Danske Bank og samarbejde med Netto), men i langt de fleste situationer, modtager man ikke en kvittering.

Kvittering er nødvendig for mange ting. Man skal derfor huske at få en kvittering, så betalingen kan dokumenteres. Uden kvittering for en betaling kan man komme ud for at SKAT ikke vil acceptere fradrag eller at revisor ikke vil acceptere at der tale om en omkostning for virksomheden osv.

Bogføringsloven indeholder også krav til at enhver registrering skal dokumenteres ved bilag. Dette medfører at bogføringsloven ikke overholdes, hvis man ikke husker at få en kvittering.

Modtage

Virksomheder kan fx modtage betalinger fra kunder via mobiltelefon ved hjælp af MobilePay eller Swipp. Det kræver blot, at virksomheden har et mobilnummer. Det kan falde alvorligt ud, hvis man modtager penge på mobilen, forkert.

I mange virksomheder, herunder særligt nystartede, oplever man nemlig at virksomhedens bankkonto ikke er kædet sammen med en mobilløsning. De mobiltelefoner som findes i virksomheden er ofte kædet sammen med indehaverens personlige bank.

Det betyder, at hvis virksomheden modtager betalinger via mobilen, oplever man ofte at betalingen går til indehaverens private konto. Indehaveren overfører derefter til virksomheden.

Selskab

Hvis der er tale om virksomhedsbetalinger som overføres til en kapitalejers private konto, vil der blive tale om, at selskabet (måske kortvarigt) får et tilgodehavende hos kapitalejeren. Dette er ikke tilladt ifølge selskabsloven. Der skal betales en strafrente på godt 10%, og der skal selvfølgelig ske tilbagebetaling. Desuden skal sådanne tilgodehavender oplyses i regnskabet. Virksomheden må altså i denne situation have et mobilnummer,  hvis man vil modtage mobile betalinger.

Man risikerer oven i købet at beløbet bliver skattepligtigt, hvis pengene overføres til en person som har bestemmende indflydelse i selskabet. Og da de fleste indehavere ejer 100% af deres virksomhed, vil de kunne risikere problemer i skattemæssig retning. Virksomheden må altså også i denne situation have et mobilnummer,  hvis man vil modtage mobile betalinger.

Personlig virksomhed

Hvis der er tale om en personlig virksomhed eller I/S, beskattes ejerne via virksomhedsskatteordningen typisk af sine hævninger, og ikke direkte af virksomhedens overskud. Hvis dette er tilfældet, risikerer indehaveren altså beskatning via den såkaldte hæverækkefølge.

Man kan diskutere om en betaling via kundernes mobil, som overføres til indehaverens konto og efterfølgende overføres til virksomhedens konto, i bogholderiet skal registreres som via mellemregning eller ej. Men eftersom man ikke kan være sikker på hvordan SKAT opfatter situationen, er det højst tilrådeligt at lade betalingerne gå direkte til virksomheden. Virksomheden må altså også i denne situation have et mobilnummer,  hvis man vil modtage mobile betalinger.

Kontakt os, hvis du vil høre mere! Lidegaard Brædstrup og Tørring: 7575 2611 Lidegaard Horsens: 7561 6700

info@lidegaardrevision.dk • www.lidegaardrevision.dk

Brædstrup og Tørring tlf. 7575 2611 • Horsens 7561 6700