Befordringsfradrag udvides
Folketinget har vedtaget en udvidelse af befordringsfradraget, som kommer mange mennesker til gode.
Gælder hele 2026
Hvis afstanden mellem hjem og arbejde er op til 24 km om dagen (både ud og hjem – altså 12 km hver vej), kan du ikke tage befordringsfradrag. Hvis der derimod er mellem 25 og 120 km., er satsen nu sat op til 3,17 kr. per kilometer. Hvis der er over 120 km, er satsen sat op til 1,59 kr. per kilometer. Pendlere i de 25 yderkommuner og på 10 småøer kan tage op til 3,51 kr. per kilometer i fradrag, uanset om der er over eller under 120 km. Der skal blot være over 24 km (12 km hver vej), og de første 24 tæller ikke med.
Der er tale om et fradrag med en skatteværdi på cirka 25%. Hvis du således har fx 50 km på arbejde, med 240 dage om året, og der ikke er tale om en yderkommune, vil dit fradrag udgøre 57.821 kr., og du vil derfor komme til at spare ca. 14.500 kr. i skat på årsplan, eller få ca. 1.200 kr. mere udbetalt om måneden.
Det maksimale beløb, som lavindkomstgrupper kan få, er fordoblet så det stiger fra 15.400. kr. til 30.800 kr. Det gælder for personer, der tjener mindre end 391.500 kr. Du skal i givet fald ikke selv gøre noget, dette beregnes automatisk.
Du kan som noget nyt fra 2026 få kørselsfradrag hvis du befordrer dig til og fra dit studie, hvis du bor i en yderkommune eller på en lille ø.
Du får ret til fradraget, uanset om du kører i egen eller fremmed bil, cykel, samkørsel eller offentlig transport osv. Det er også lidt paradoksalt at stigningen i fradraget blandt andet har været begrundet med en stigning i energipriserne, men fradraget også kommer elbilsejerne til gode, selvom elafgiften er sat ned i samme periode.
Du kan ikke få kørselsfradrag, hvis
- din arbejdsgiver betaler transporten
- du har fri bil til rådighed (firmabil)
- du kører til og fra ulønnet praktik
- du kører til og fra dit studie (husk særreglen om yderkommuner og ører fra 2026)
Sådan får du beløbet med i lønnen her og nu
Retter du forskudsopgørelsen før den 21. august, vil du få fradraget med på august-lønnen. NB: Datoerne er vejledende, da det afhænger af din arbejdsgiver.
Også selvom du har været ude i god tid, og allerede har skrevet dit kørselsfradrag på forskudsopgørelsen i fx start juli, skal du opdatere fradraget igen i Skat TastSelv for at få de forhøjede satser med i din løbende skat for 2026.
Når du retter forskudsopgørelsen, bliver dit skattekort automatisk rettet for resten af året. Det betyder, at det forhøjede kørselsfradrag vil blive fordelt på de resterende måneder af året.
Husk også fradraget på årsopgørelsen, som du kan rette fra marts 2027
Dit kørselsfradrag bliver ikke overført automatisk fra din forskudsopgørelse til din årsopgørelse. Derfor skal du også oplyse dit kørselsfradrag på din kommende årsopgørelse.
Kontakt os hvis du vil vide mere.
Tilbage