Falske faktura og mails
Vi vil gerne gøre opmærksom på et område, som desværre fylder mere og mere - og som vi møder i vores arbejde.
Flere virksomheder oplever at modtage falske fakturaer og/eller mails, som ved første øjekast ser ægte ud. I nogle tilfælde er fakturaerne kopieret meget præcist - både i layout, beløb og timing samt falder sammen med det tidspunkt, hvor man normalt forventer at betale regninger. Det betyder, at helt almindelige virksomheder kan komme til at betale en faktura, som desværre ikke er ægte.
Det er vigtigt for os at understrege, at det ikke er et tegn på manglende omhu eller inkompetence, når det sker. Tværtimod bliver metoderne stadig mere sofistikerede, og svindlerne er dygtige til at udnytte travlhed og rutiner i hverdagen.
Hvad ser vi typisk?
- Fakturaer, der ligner kendte leverandørers fakturaer til forveksling
- Mails, der ser ud til at komme fra leverandører, banker eller samarbejdspartnere
- Små ændringer i kontonummer eller betalingsoplysninger
- Henvendelser, der haster eller virker “forretningsmæssigt logiske”
Enkle råd til at mindske risikoen
Der findes ingen løsning, der fjerner risikoen helt, men disse enkle tiltag kan gøre en stor forskel:
- Tjek altid ændringer i betalingsoplysninger - også selv om afsenderen virker kendt
- Vær ekstra opmærksom, hvis noget afviger en smule fra det normale
- Indfør gerne et princip om, at to personer godkender betalinger, hvor det er muligt
- Undgå at klikke på links i mails - gå i stedet direkte ind via kendte hjemmesider
- Tal åbent om emnet internt - opmærksomhed er det bedste værn
Hvis skaden alligevel sker
Skulle man komme til at betale en falsk faktura, er det vigtigt at handle hurtigt:
- Kontakt banken med det samme
- Gem dokumentation og mails
- Kontakt relevante samarbejdspartnere og evt. politiet
- Tag gerne fat i os - vi hjælper med overblik og næste skridt
Vi deler denne information for at øge opmærksomheden - ikke for at skabe bekymring. Vores erfaring er, at viden og enkle rutiner er det mest effektive værn mod denne type svindel.
Har I spørgsmål eller ønsker sparring om jeres interne procedurer, er I som altid meget velkomne til at kontakte os.
Kontakt Lidegaard Revision & Rådgivning
Brædstrup og Tørring: 7575 2611 eller mail@lidegaard.com
Horsens: 75616700 eller ngh@lidegaardrevision.dk
Tilbage