Skattefri seniorpræmie
Du kan få en præmie, hvis du bliver ved med at arbejde, på trods af pensionist-rettighed.
Arbejd 1 eller 2 år ekstra, og bliv belønnet
Hvis du arbejder et år efter at du ellers har opnået ret til folkepension, får du en seniorpræmie på 45.415 kr. (2023-sats). Præmien er skattefri.
Hvis du arbejder år 2 efter du har opnået folkepensionsalderen, får du en seniorpræmie på 27.033 kr. (2023-sats). Præmien er ligeledes skattefri. Du behøver ikke at have arbejdet i år 1 for at have ret til seniorpræmie nr. 2.
Betingelser
Betingelserne er, at du skal være født den 1. januar 1954 eller senere, du skal inden for de første 12 måneder efter at du har opnået folkepensionsalderen have lønnet arbejde i mindst 1.560 timer. Det svarer til en gennemsnitlig arbejdsuge på 30 timer. Den gennemsnitlige timeløn skal være mindst 132,18 kr. (2023-sats). Ansøgning er ikke påkrævet, når du er lønmodtager. Du vil automatisk få udbetalt seniorpræmien, hvis du opfylder betingelserne i optjeningsperioden (timer og løn bliver indberettet til indkomstregistret af arbejdsgiver).
Reglen gælder også kapitalejere
Hvis du udbetaler løn (udbytte tæller ikke) efter du har opnået ret til folkepension, får du også seniorpræmie.
Du skal hæve en løn på minimum 206.201 kr. (2023 sats) for at være berettiget til seniorpræmien (svarer til 1.560 timer x 132,18 kr.). Reglen om løn gælder kun, hvis du ejer mindst 50 % af kapitalen i selskabet eller du råder over mindst 50 % af selskabets stemmer. Hvis du råder over mindre end 50 % gælder reglerne for lønmodtagere, hvor det er de faktiske løntimer, der står på din lønseddel, der er afgørende.
Selvstændige får også seniorpræmie
Hvis du er selvstændig, er reglerne lidt anderledes. Du skal som selvstændig opgøre løntimerne på baggrund af virksomhedens overskud før renter. Dvs., at du skal have et overskud før renter på minimum:
1.560 x 132,18 kr. = 206.201 kr. (2023-sats).
Da perioden på år 1 eller år 2 efter du har opnået ret til folkepension, typisk vil ligge over 2 regnskabsår, er du nødt have afsluttet 2 regnskabsår før du kan beregne som du opfylder timekravet (kravet til overskud).
Overskuddet deles med 12, for at finde beløbet per måned. Lad os antage at du opnår ret til folkepension 1. maj 2023. Overskuddet tæller således med 7 måneder i 2023 og 5 måneder i 2024. Og du skal opnå et samlet overskud på mindst 206.201 kr. (2023-sats) for at opnå præmien. Det kan fx ske ved at du har 210.000 i overskud i begge år. Eller 300.000 kr. i det første år (300.000 / 12 x 7 = 175.000 kr.) og 100.000 i år 2 (100.000 / 12 x 5 = 41.667). Samlet 216.667 kr.
Som selvstændig skal man ansøge om seniorpræmie på Borger.dk. Du kan tidligst ansøge om seniorpræmien 12 måneder efter udløbet af den måned, hvor du bliver folkepensionist).
Her kan man beregne hvornår perioderne løber, og hvornår man kan opnå seniorpræmie. På siden fremgår efter indtastning af fødselsdag, hvilke perioder man skal anvende, hvornår man kan søge mv.
For mere information
Brædstrup og Tørring: mail@lidegaard.com og 7575 2611
Horsens: jel@lidegaardrevision.dk og 7561 6700
Tilbage